De der kalorier

Jeg kender rigtig mange mennesker som er glade for diverse kalorietæller sider, såsom madlog, madital og hvad der ellers findes af forskellige apps. Jeg har også selv været der, især på madlog. Alle snakkede jo om hvor godt det virkede og hvor meget de tabte. 

Jeg var også glad for mit medlemsskab det første stykke tid. Det var dejligt at få et bedre overblik over hvor mange kalorier diverse ting indeholder og jeg fik da også et par øjenåbnere. I sidste ende handler et vægttab jo udelukkende om at man skal spise mindre kalorier end man forbrænder og dermed taber man sig.

Det er jo så skide simpelt og logisk. 

Det har bare ikke hjulpet mig til at tabe mig. Altså at det er så skide simpelt, for jeg er ikke udelukkende tyk fordi jeg spiser mere end jeg forbrænder. Jeg er tyk fordi jeg har et ekstremt dårligt forhold til mad og har haft det siden jeg var barn. Derudover har jeg gået nogle personlige ting med en ikke så sød kæreste igennem, ting som har banket mit selvværd helt i bund og som har kastet mig længere og længere ud i overspisningens onde mølle. 

Jeg kan fortære utrolig meget mad, jeg oplever ikke mæthed som andre. Jeg har ofte faket hvor mæt og fyldt jeg var, fordi det var pinligt jeg godt lige kunne spise en hel pizza og nogle pomfritter, når veninderne ikke engang kunne klare en halv pizza (at jeg så også kunne spise en liter is bagefter snakker vi ikke om).

Det er svært at være mad afhængig. Jeg kan jo ikke, som med eks. min sukkerafhængighed, sige "Jeg spiser aldrig mere"! Jeg er nødt til at spise hver eneste dag. Jeg er nødt til at lære at selvom jeg er i dårligt humør, må jeg kun spise en enkelt portion aftensmad og ikke det der vil svare til aftensmaden hos en familie på fire. Jeg er nødt til at have et køleskab fyldt med mad, et køleskab jeg ofte har lyst til bare at tømme. Altså mest har jeg lyst til søde sager når jeg overspiser, men når jeg ikke har det, så kan jeg overspise i lige det jeg har indenfor rækkevide. 

Jeg kommer aldrig af med min overspisning, det har jeg accepteret. Jeg har tilgengæld arbejdet med at lære at kontrollere den og ikke have nær så mange overspisnings tilfælde som jeg havde tidligere. Jeg har lært at være mere ærlig omkring det, men jeg mangler stadig at komme i sådan en helt helt rigtig behandling for det. Noget jeg pt. går og samler mig mod til, det vil jo kræve et læge besøg. 

Mit selvværd, som min ikke så søde eks, formåede at trække helt ud af mig, er stadig langtfra tilbage. Jeg føler mig mindre værd end resten af verdens befolkning og har meget svært ved at se noget som helst positivt ved mig selv. Men det er noget jeg arbejder på og jeg er blevet en smule bedre til at finde positive sider ved mig selv (jeg har faktisk en pæn hårfarve og nogle okay pæne ben). 

Nå hvis bare det var så simpelt, at jeg bare skulle lukke munden og stoppe med at spise. Så havde jeg gjort det for længst. Ingen tvivl om det. Jeg har haft elevatorvægt de sidste mange år, så jeg har jo ret stor erfaring og viden omkring vægttab. Jeg ved godt hvordan jeg skal gribe det an. Men mange gange når jeg har tabt mig, så har jeg udelukkende fokuseret på vægten. Jeg har ikke haft psyken og hovedet helt med. 

Når man taber sig, så vil de fleste opleve en anden opmærksomhed omkring deres personlighed/krop. Noget jeg tidligere har haft rigtig svært ved at håndtere, jeg havde en ide om at de sikkert kun talte med mig fordi jeg var tynd. Jeg har ikke kunne håndtere den opmærksomhed, jeg har det faktisk oftes bedst hvis jeg slipper for at være midtpunkt på nogen som helst måde. 

Jeg prøvede et par enkelte gange at snakke med nogle veninder om det. Kan huske jeg flere gange har sagt "Jeg vil hellere være tyk, jeg kan ikke lide det her tynde noget". Men folk har ikke forstået mig og rystet lidt på hovedet og grint af det. Så jeg fandt tryghed og sikkerhed på den eneste måde jeg kendte; mad. Og meget af det. 

Nu er jeg efterhånden slank igen og jeg oplever en anden opmærksomhed. Men jeg ved også det er fordi jeg selv smiler mere og viser mere hvem jeg er. Jeg har arbejdet mere med mig selv og jeg husker på at hovedet ikke følger så meget med. 

Det er en lang rejse jeg er ude på. En rejse der kommer til at tage resten af livet. Jeg vil altid skulle være mere opmærksom på hvad jeg spiser end andre, altid lige skulle give lidt ekstra end dem der altid har været tynde. Men jeg tror på at jeg kan gøre det.

Jeg tror på, at jeg en dag kan stoppe med at overspise. Jeg tror på at jeg er på vej til at blive tynd for evigt og altid.

Jeg tror på mig selv. Jeg er mere værd end at fodre min krop med chokolade og is. Jeg fortjener at få gode og sunde råvarer. 

Jeg havde egentlig planlagt at skrive et indlæg om kalorietælling, men endte med noget andet. Jeg har haft det liggende et stykke tid. Det er grænseoverskridende at skrive det her, det er på mange måder pinligt. Men jeg skal lære at acceptere mig og mine skavanker. Derudover, hvis bare det her indlæg kan få en til at tænke "jeg er ikke alene", så vil det være kæmpe stort.