mandag den 29. oktober 2012

De pinlige køb

Jeg er et af de mennesker som synes det er pinligt at købe toiletpapir. Eller jeg synes egentlig det er mest pinligt at komme gående hjem med 12 ruller toiletpapir under armen. Faktisk er det så slemt, at jeg helst udskyder købet af toiletpapir eller lader min roomie tage sig af det.

Jeg har længe troet det var et af de mest pinlige indkøb jeg kunne foretage. Men jeg har nu fundet ud af, at sådan hænger det ikke sammen.

Min opfattelse ændrede sig i lørdags. Her stod jeg i en butik og fandt noget vi længe (altså min roomie og jeg) havde snakket om at købe. Jeg kredsede længe om tingen. Kiggede rundt i butikken. Var der nogen jeg kendte? Var der lang kø ved kassen? Var der pæne mænd i nærheden? Alt blev undersøgt. Mange gange og meget grundigt. 

Endelig samlede jeg mig mod. Samlede tingen op og gemte den næsten under trøjen. Lidt med frygten for at overvågningskameraet skulle tro jeg ville stjæle. Der var bare en ting ved mit kommende køb der nagede mig; Jeg havde kun fundet del 1. Skulle jeg virkelig spørge efter del. 2. Det ville blive pinligt. Meget pinligt. Men så på vej op mod kassen spottede jeg noget ud af øjenkrogen. Kunne det virkelig værre sandt. Ja, det var det. Del 2.

Her kontrollede jeg mine glædes udbrud og forsatte i stor hast op til kassen. De to ting blev kastet op på disken og jeg kiggede knap nok på ekspedienten. Hun forstod alvoren, puttede dem straks i en pose og jeg kunne skjule dem i min taske. Endelig kunne jeg trække vejret og flygte ud af Frederiksberg Centret.

Hjemme igen grinede jeg lidt af mit køb. Lagde det på bordet og ventede bare på roomie kom hjem. Ventetiden var lang. Hallooo jeg vidste jo hun ville blive spændt. Blive glad. Åh ja, det var spændende.  Endelig kom hun. Hun snakkede og snakkede og snakkede. Og snakkede endnu mere. Så ikke tingen jeg havde frygtet at købe. Men endelig så hun den, og glæden var stor. 

Nu er vores lejlighed ligesom fuldendt. Vi er sikret mange skægge timer. Timer med latter, tyske gloser, mode, musik og ja, bare latterlig dårlig underholdning.

Nu er jeg igen modig og viser købet. 


Ja. Det er Hansi Hinterseer boxen. Filmene om Hansi Sandgrauber der vender hjem til Alpelandsbyen, til drama og død. Til spænding og kærlighed. Vi har kun set film 1, men sjældent har jeg grinet så meget. Det er så dårligt at man ikke tror det kan værre rigtigt. 

søndag den 28. oktober 2012

Smukt







København det er på dage som i dag, man bare ikke kan undgå at blive endnu mere forelsket i dig. Du er fantastisk. Tak for en skøn solskinsdag. 

En god start på dagen


Jeg pjækkede fra spinning i dag og bagte i stedet de her skønne LCHF boller til morgen. Jeg må indrømme at det var et okay bytte, altså selvfølgelig havde jeg også overlevet spinning. Men der er noget rart i at vågne i sit eget tempo, stå op og så gå i køkkenet. Bage og bagefter nyde en nybagt bolle og en kop kaffe. Ahhh, det var lige hvad jeg trængte til.

Når man som jeg har PCOS skal man jo helst holde sig fra stivelse og dermed brød. Det er nok det sværeste for mig, derfor er jeg også endnu mere glad for at LCHF, Paleo og Stenaldermad (som vel egentlig er det samme?) vinder mere og mere i de danske køkkener. Det betyder jo opskrifter på diverse brød som jeg sagtens kan spise med god samvittighed. 

Det er jo ikke en kalorieletbolle og spiser du den sammen med en masse kulhydrater så er det en sikker vej til at tage på. Men når man som jeg spiser ufattelig lidt kulhydrater men masser af fedt (det gode altså) og proteiner. Jamen så er de perfekte. Så jeg er lykkelig for at jeg engang i mellem kan få lidt brød uden at de betyder dårlig samvittighed. 

fredag den 19. oktober 2012

I just love food






Ja, det gør jeg altså. Jeg tror noget af det jeg tænker mest på i hverdagen er "Hvad skal jeg spise næste gang" og "Hvornår skal jeg spise næste gang"! Jeg elsker at planlægge måltider. Jeg kan bruge evigheder på at beslutte hvad jeg skal spise og om det nu også vil smage godt. 

Det er nok også en af grundene til at jeg er tyk. Jeg har svært ved at forrestille mig sociale arrangementer uden at det indebære mad. Jeg har svært ved at se hvordan jeg skal komme igennem en aften uden lidt ekstra mad. Jeg kunne blive ved. Men igennem de sidste par år er det noget jeg har arbejdet ekstra meget med, og jeg er ved at lære at sammensætte nogle lækre og sunde måltider. For problemet er nok lidt, at det ikke ligefrem er en kedelig salat jeg gider spise. Men efter jeg har lært at fedt er okay, så kan selv en salat blive spændende. Og faktisk holde mig mæt.

Stivelsesindholdsrige produkter er efterhånden en sjælden gæst i mit køkken. Pasta, ris, kartofler osv. bliver ikke spist. Måske en gang om måneden, men så er det også højt sat. Vi købte tre poser pasta da vi flyttede til Vesterbro august 2011 og de 2 af poserne flyttede med til Nørrebro i juni 2012. Det var faktisk kun i vores pakistanske periode at der blev spist ris. Jeg kunne ikke engang koge ris da vi begyndte på den periode. Men det har jeg da lært nu. 

Lige pt. sidder jeg og overvejer hvad jeg skal have til frokost....og det er i mens jeg spiser min post spinning snack.

tirsdag den 16. oktober 2012

På fire uger

Har jeg formådet at tabe 4,7 kg og ikke mindre end 48,5 cm fordelt rundt på kroppen.

Det er rimelig vildt og når jeg holder de her to billeder op mod hinanden kan jeg godt se en lille forskel. Det er dejligt. Men den største forskel er helt klart oppe i mit eget hoved. Jeg har fået så meget mere energi, er blevet gladere og har mere overskud. Det er SÅ dejligt.

Især er jeg glad for, at dellen lige under navlen er blevet 10,5 cm. mindre. Det gør livet noget sjovere. 

Jeg har prøvet at tabe mig mange mange gange. Og jeg kan sagtens, det er ikke særlig svært. Mit problem er at holde det og ikke miste motivationen. Jeg ved ikke helt hvad der er anderledes den hergang, men noget er i hvertfald. Jeg er mere afslappet med det hele. Spiser det jeg har lyst til (altså pånær de søde sager) og dyrker motion fordi jeg har lyst til det. Tidligere har jeg sat alle mulige umulige mål op for mig selv. Træn 5 gange om ugen, spis ingen kulhydrater, ingen slik, drik 3 liter vand om dagen, spis PCOS mad, drik ikke alkohol, begynd at løb. Åh ja, sådan var det hele vejen. Måske ikke så mærkeligt jeg failede efter første uger og så opgav. 

Generelt spiser jeg ret sundt til mine hovedmåltider. Jeg spiser bare meget meget dårligt mad imellem måltiderne og får ikke trænet. Så det eneste jeg i princippet har gjort er at skære de slemme mellemmåltider fra og så træne noget mere. Det er små ændringer, men for første gang nogensinde synes jeg faktisk ikke det er en straf at være sund, det er skønt.

søndag den 14. oktober 2012

Sukkerchock







I går fejrede jeg dag 25 uden sukker. Det har overraskende nok været nemt at takke nej til diverse kager, slik og andre godter. Men i dag gik jeg all ind og spiste lidt af alle de her lækre kager. Kager jeg selv har bagt udelukkende for at fejre jeg blev et år ældre (bare rolig mine veninder hjalp og i morgen får mine kollegaer resten).

I morgen bliver også dagen hvor jeg starter på en ny omgang IngenSukker. Den her gang skal det holde til den 1 december, det er kun 47 dage. Så hep lige på mig. 

mandag den 8. oktober 2012

Efterår




Efteråret er nok min favorit årstid. Selvfølgelig kan jeg godt lide sommer og sol, men der er bare noget endnu mere fantastisk ved efteråret. At tænde lys indenfor, krybe under tæppet, læse en god bog og ikke mindst spise en masse lækkert efterårsmad. Jeg er vild med rodfrugter og synes de er fantastisk at bruge på alle mulige måder. Så jeg er på en måde i himlen lige pt.

Jeg synes dog det er trist når man kan mærke sommeren slutter og man ved vi går den mørke tid i møde. Alligevel bliver jeg så glad når efterårsfarverne begynder at komme frem. Det kan virkelig anbefales med en tur i skoven pt., der er virkelig smukt. Og der bliver bare smukkere.

Nu skal I ikke tro jeg er fan af regnen, for det er jeg ikke. Jeg hader regnvejr, altså når jeg skal ud i den. Når jeg bare sidder indenfor og regnen siler ned, så er det jo super hyggeligt. Meget dobbeltmoralsk, men sådan er det.

Eneste minus ved efteråret er at det går over i vinteren. Ikke lige min favorit årstid, der er jo bare trist og koldt udenfor. Og nå ja, at det er så meget nemmere at sidde under tæppet og drikke varm cacao og spise kage. Men det er jo også hyggeligt.

søndag den 7. oktober 2012

Hvad er der egentlig sket siden sidst?

Altså udover blogger har fået nyt design og min blog pludselig ikke er helt som jeg synes den skal være? Men blev alligevel lidt glad da jeg kunne vælge den skulle være orange. Jeg er ikke helt kommet ud af min orangeperiode, en periode der startede den 1 august 2011. Nemlig dagen hvor jeg forlod de orange rammer på kollegiegangen. Savner egentlig ikke at have orange døre og klædeskab. Tilgengæld savner jeg at have et klædeskab. 

Klædeskabet burde der dog snart komme en løsning på, nemlig i næste weekend. Så er det mere om hvornår jeg finder et kompromis for min blog jeg kan være tilfreds med. Jeg håber det er snart. 

Nå det skulle ikke handle om klædeskabe. Det skulle handle om hvad der er sket i mit liv, måske fornemmere i det? Der er ikke sket videre meget. Jeg har stadig et job, er kommet i gang med mit speciale, har ikke været i byen siden april. Er det sidste egentlig sådan en information man skal holde for sig selv? Det er det nok. Så bare glem det.

Jeg læser stadig bøger, ikke så mange som før. Laver stadig meget mad, har dog droppet vores madudfordring. En tur til Polen i sol og varme var ikke lige sagen, vi snakker pølser og kål. Uff. Og kødboller i citronsauce. Meget mystisk, og ikke en succes der skal gentages. Nå men efter det mistede vi lidt motivation. 

Og nå ja. Så er jeg flyttet. Jeg har forladt mit højt elsket Vesterbro. Ja, men kan godt elske noget efter kun 10 måneder. Så nu bor jeg i 2200. Altså Nørrebro. Stedet jeg altid har sagt jeg ikke skal bo, og jeg var heller ikke helt glad over det blev her. Men nu har jeg lært at leve med det, og det har mange fordele at bo på Nørrebro. Så jeg klager ikke, og det er faktisk sjældent jeg savner Vesterbro. 

Jeg har efterhånden haft adresse på Nørrebro i 4 måneder. Ret længe, men jeg er stadig ikke færdig med at indrette. Der mangler meget, alle de små ting. Men vi har fået hængt lamper op. Det er da fremskridt. 

Nå ellers er der vist ikke sket så meget. Er der sket noget i blogland jeg bør vide? Jeg kunne godt bruge lidt inspiration til nye dejlige blogge, så del gerne et link eller to. Det må også gerne være gamle blogge, jeg mangler bare inspiration.

Hvad skete der egentlig?

Jeg fik iPhone

Så simpelt kan det siges. Og vises.


Jeg sendte min gamle telefon på museum, de blev ret glad for den, og istedet flyttede der en smart iPhone ind hos mig. Nu tænker du nok "Øhh hvorfor så stoppe med at blogge?". Jeg kan egentlig godt forstå det spørgsmål. Men altså pludselig var twitter meget nemmere at bruge, der var instagram og i det hele taget blev min computer sjældent tændt, og endnu mindre blev mit kamera brugt. Ved faktisk ikke hvor mit kamera er blevet af.

Jeg blev nok afhængig af bare at vise tingene unden at skulle skrive, eller i hvertfald maks skrive 140 tegn. Jeg skulle ikke forholde mig til så meget, og det krævede ikke helt det samme at vise de ting jeg gerne ville. Det er ret nemt med sådan en iPhone.

Men men men selvom jeg nyder at bruge twitter og instagram, så savner jeg ret meget at fortælle. At få lov til at skrive og dele ting, og ikke mindst ikke blive begrænset af de maks 140 tegn. En hver der bruger twitter ved det ikke altid er særlig mange tegn.

Så nu er jeg tilbage. Det bliver nok ikke helt så meget som det var en gang, og bloggen vil nok ændre sig lidt. Men alt det har jeg ikke truffet så mange beslutninger om endnu. Jeg ved bare at jeg gerne vil blogge igen. Alt det andet kan jeg tage med tiden.

Jeg håber der stadig gemmer sig en læser eller to derude. Men det er nok meget at forlange efter sådan en seks måneder lang pause. Men måske er jeg heldig.

Jeg er i hvertfald glad for at være tilbage.