Vi nærmere os efterhånden fem måneders dagen for at jeg (igen igen) startede op i FW. Fem måneder hvor jeg har været stor forbruger af centret, primært til BikeFit, Stram Op og BodyFit. Jeg har været rigtig glad for at træne og for netop de hold. Jeg elsker at mærke min kondition og benmuskler bliver bedre og bedre til BikeFit, imens at resten af kroppen bliver stærkere til BodyFit. Det er skønt at have fået små synlige Biceps muskler og ikke mindst synlige muskler på benene. Nu drømmer jeg bare om at fedtet omkring mine triceps forsvinder.
Fem måneder er, for mig, længe at have trænet. Jeg plejer at miste motivationen efter 3-4 måneder, og det er faktisk lidt ved at ske igen. Jeg keder mig simpelthen sådan når jeg træner, jeg føler ikke jeg bliver presset så meget og når jeg styrketræner savner jeg at få pulsen op. Men samtidig vil jeg rigtig gerne styrketræne fordi jeg godt kan lide at få mere og mere styrke i kroppen.
Jeg er ret frustreret over at miste motivationen, især fordi det også har en betydning for motivationen til at spise sundt. Ikke at jeg spiser usundt, jeg spiser bare lidt mindre sundt. Jeg har derfor brugt lidt tid på at spekulere over hvad jeg måske kan ændre. Det giver jo nok mening, at når jeg træner 5 gange om ugen og det nærmest udelukkende er BikeFit og BodyFit, så begynder jeg at kede mig.
I sidste uge prøvede jeg jo puls/styrke for første gang (i den her omgang træning) og jeg var også afsted i går. Det var meget anderledes end de andre Puls/styrke hold jeg har været til. Her er stationer og så er man ved hver station i 4 min., så man kommer kun "banen" igennem en enkelt gang på timen. Der er høj intensitet, kroppen bliver tæsket igennem og hjernen er på overarbejde med "Du kan godt. Du kan godt". Det har virkelig været fedt, men desværre går instruktøren nu på 3 ugers ferie.
Jeg kan mærke det er den måde jeg gerne vil træne på. Der er vægte, der er egen kropsvægt, der er ketlebels, der er vægtstænger. Der er der hele. Det er lige mig, overraskende nok. Så nu har jeg undersøgt FW´s udbud af hold og efter lidt overvejelser har jeg meldt mig til en CrossTraining Intro. Dog først i næste uge, da jeg ikke kan nå det til de hold der er i den her uge.
Det er faktisk noget jeg længe har haft lyst til at prøve, det ser så fedt ud når jeg går forbi CrossFit Copenhagens lokaler og når Modspil blogger om sine træninger, så får jeg ret meget lyst til at det er mig selv der er med. Så nu tager jeg det store spring. Jeg frygter det ret meget fordi jeg stadig er slap og i dårlig kondi, men samtidig så håber jeg at det kan være med til at give mig træningsglæden tilbage. Jeg glæder mig i hvertfald.
Nu håber jeg bare FW har nogle okay hold, men ellers må jeg jo overveje om jeg vil skifte til CrossFit Copenhagen og dermed miste muligheden for at gå til BikeFit. For det stopper jeg altså ikke med, det bliver nok bare kun en enkelt gang om ugen.
Arh, jeg bliver jo så glad, når jeg læser dit indlæg. Og ikke fordi du er så sød at linke til mig, men fordi du overvejer crossfit/crosstraining. :)
SvarSletJeg kender godt problemerne med at holde motivationen. Og jeg er helt enig i, at der er solidt sammenspil mellem kost og træning. Hvis den ene del vakler, kan det være virkelig svært at holde kursen med den anden del.
Mht crossfit eller crosstraining vil jeg sige: prøv begge tilbud. Se hvad du forerækker. Jeg kan garantere, at der er stor forskel på, hvad Fitness Worlds hold indeholder, og det du finder i Crossfit Copenhagen/Butchers Lab/andre deciderede crossfit-centre. Så det er altid en god ting at prøve flere udgaver.
Crossfit Copenhagen har jo nærmest konstant deals på 1-2 måneders billig træning via Downtown, Sweetdeal osv til max et par hundrede kroner. Og introtimer er altid gratis.
Jeg vil altid anbefale et regulært crossfit-center, fordi du (hvis jeg skal være flabet) får mere kvalitet for dine penge. Fx max 15 på holdene (de normale hold - der findes enkelte større hold, hvor træningen er mere simpel), meget fokus på teknik, individuel opmærksomhed fra træneren til hver time...forskellige holdtyper alt efter, hvad du gerne vil træne ekstra: styrkehold, mobilitet, basic hold (tekniktræning) bl.a.
Og så vil jeg vove at påstå, at du aldrig kommer til at kede dig til træningen, da der er cardio, mobilitet og styrketræning til alle timer, og programmet veksler hver dag. Samtidig er der er så mange forskellige øvelser, du hele tiden kan lære eller øve dig i. Det sidste er i sig selv super motiverende. :)
Og husk endelig, når/hvis du kaster dig ud i det, at du vil blive øm på en noget voldsommere facon end normalt. Derfor er 2 crossfit-træninger om ugen alt rigeligt i de første måneder. Og endnu vigtigere: ALT kan skaleres, ALLE kan være med, trænerne er meget lydhøre overfor individuelle niveauer og at komme med skaleringsforslag og gode råd.
Og lige meget om du har vildt dårlig kondi eller vildt god, så bliver du presset. Inden min første time mente jeg bestemt, at jeg lige skulle lidt i form først, så jeg var bedre forberedt. Glem det. Det bliver forfærdeligt hårdt alligevel, så man kan ligeså godt springe ud i det.
Sidste råd: lyt til din krop. Hviledage er vigtige! Brug trænerne - før, under og efter timerne. De er alle store og stærke, men meget hjælpsomme og venlige. Book en intro. Det er forfærdeligt, men sjovt.
Det blev langt, men jeg har lige genfundet glæden ved crossfit efter en lang pause, så jeg er meget begejstret, når andre måske er på vej til at finde samme glæde.
Fitness.dk har i øvrigt også decideret crossfit-træning i Fields og Parken.
Hejsa,
SvarSletJeg er meget enig i, hvad Modspil skriver. Både mht. kvaliteten i crossfit-centre, hvor varieret træningen er og at ALLE kan være med :-)
Det ER hård træning og måske hader/elsker man det i starten.. hehe. Men det er sjovt, du rykker dig (både mentalt og fysisk) og der er lidt klubånd i nogle af centrene. Jeg fandt det enormt grænseoverskridende i starten, men folk er søde og trænerne er dygtige og alle er startet et sted. Bare husk at sige at du er ny.
P.S. Du skal ikke være i form FØR du starter til crossfit. Du kommer i form AF at gå til crossfit :-)
P.P.S. Crossfit er meget populært for tiden. Det betyder ikke, at crossfit er for alle eller at alle kan lide crossfit. Men det er værd at afprøve det efter min mening.
Mange mange tak for jeres tilbagemeldinger.
SvarSletJeg er godt klar over at jeg skal i et rigtig crossfit center for at få den bedste træning, men tænker jeg gerne lige vil afprøve det i FW først. Det må kunne give en ide om at det overhovedet er noget for mig, derefter må jeg tage stilling til om jeg vil til at give så meget mere for træningen. Men altså hvis jeg får gode resultater af det og det er fedt, så bør jeg jo kunne betale for det :D
Det er i hvertfald rigtig rart at I giver jer tid til at komme med så gode og brugbare råd og erfaringer. Jeg glæder mig til næste mandag hvor jeg forhåbentlig skal have min første smagsprøve på konceptet.