Sukkermonstret

I har hørt det før - jeg er så skide sukkerafhængig, at det faktisk er pinligt.

Jeg har prøvet kolde tyrkere gang på gang, jeg er faldet i, har rejst mig, troet at jeg var "helbredt" og sagtens kunne håndtere sukker i begrænset mængder. Åh ja, jeg har været det hele igennem.

Og nu tager jeg så en kold tyrker igen. Det er altså det eneste der virker for mig. Jeg satte tælleren igang på vej hjem fra byen i søndags, så endte jeg jo heller ikke med at spise tømmermænds snack. Det er faktisk rigtig smart - synes jeg selv.

Det er lidt hårdt at skulle undværer sukker pt., det vrimler jo med is spisende mennesker over alt og jeg har da også tænkt "Efter sommer tager jeg mig sammen". Men helt ærligt, ik? Min krop lider ved det sukker og jeg har ikke en stop knap, så når jeg først går i gang så stopper jeg ikke før jeg ikke har mere...altså pånær de gange jeg går ned og køber mere....

Det gode ved den her sukkerafvænding er faktisik at jeg ikke har fået hovedpine. Det går egentlig ret nemt, jeg har skruet op for fedtet og det gør det altså bare noget nemmere at holde sig fra de søde ting. I modsætning til mange andre holder jeg mig jo også som udgangspunkt fra LCHF kager, 85% chokolade og stevia/sukrin. Mange tænker nok at det er da også at overdrive det hele og det er jo ikke farligt. Men jeg tænker, at jeg ikke behøver at erstatte et overforbrug med et andet. Derudover synes jeg det er lidt misforstået at man lige skal have lidt sødt hver eftermiddag...

Jeg holder mig dog ikke for fin til, at jeg godt kan finde på at afprøve lidt "slik" opskrifter, men det skal altså ikke være noget der skal ske i hver weekend, men mere ved lidt mere specielle lejligheder.

Min drøm er, at næste gang jeg spiser rigtig sukker så er jeg i trediverne eller i hvertfald meget tæt på, så tæt at det kan accepteres fordi jeg holder fødselsdag. Og så behøver vi ikke snakke mere om hvor længe det er, host host.