A lot can happen in one year

- Man kan bla. tabe ca. 17 kg.

- Blive sådan en der træner hver eneste uge

- Sådan en der faktisk spiser sundt 90% af tiden (meget når det før var omvendt)

- En der begynder at tage chancer og prøver at få sine drømme gennemført.

Der kan bare ske rigtig meget. Også ting som jeg nok ikke selv bemærker, men som andre bemærker. Noget med at jeg smiler mere, at jeg har mere overskud og jeg generelt bare er blevet glad. Det tænker jeg ikke så meget over, men det er jo rart når veninderne kommentere på det.

I dag er det præcist et år siden jeg sagde "Det er nu eller aldrig" og ligeså stille og roligt fik flere og flere LCHF principper tilføjet til min kost. Først klarede jeg det meste af efteråret uden sukker , noget jeg virkelig godt gad gentage. Jeg forsøger, men det er ikke så nemt længere. Jeg har egentlig nok rygraden - i hvertfald for det meste. Men altså i takt med at jeg har tabt mig og er kommet mere ud af det skjold jeg har bygget rundt om mig, så vokser mit socialebehov altså også. Desværre er det sociale ikke altid lige nemt at kombinere med ingen sukker og LCHF principper. Men jeg forsøger.

Jeg har lært, at det ikke behøver at være død at pine at træne. Det kan faktisk godt være sjovt. Man skal bare finde de hold der er sjove og hvor instruktøren motivere en til at komme uge efter uge. Så skidt med, at andre mener man bør træne anderledes, jeg er vild med spinning og så en smule styrketræning. Jeg gad godt blive sådan en der går til CrossFit, for det var faktisk rigtig rigtig fedt, men min krop havde konstant skader, så det venter jeg nok lidt med at gentage. Selvom jeg overvejer at sige mit abonnement  i FW op og blive sådan en der træner hos CrossFit Copenhagen. Men igen jeg holder for meget af spinning til at gøre det.

Jeg har indset at det at spise sundt ikke er så svært igen, jeg skal dog stadig gerne planlægge mine måltider ellers falder jeg nemt i med de gamle vaner. Det er faktisk nok det jeg kæmper mest med, at blive ved med at spise sundt og nærende uden at føle afsavn. Det er latterligt, jeg ved godt at min krop ikke har det godt med at jeg spiser brød og kage, men åh hvor jeg savner at spise brød. Det tror jeg aldrig jeg kommer til at kunne undvære helt. Tilgengæld har jeg absolut ingen problemer med ris og pasta - tvært i mod. 

At jeg har rykket mig mentalt bliver også understreget da jeg tog mod til at ansøge Team Rynkeby om at komme med på deres 2014 tur. Jeg er stadig skuffet over, at jeg ikke kom videre end til deres udvælgelsessamtale. Men jeg husker også på, at det er sejt jeg kom videre ud af de 2400 ansøgere og at jeg har rykket mig mentalt. Derudover står jeg altså på en venteliste, så teoretisk er der stadig en lille bitte mulighed for at jeg skal til Paris....men jeg tror ikke på det. Sandsynligheden for at der er nogen på Team Vordingborg der dropper deres drøm er nok ikke så stor - men jeg skal da ikke afskrive det, så jeg skal da holde fast i min træning.

Det hele lyder ret positivt, men det er det altså ikke. Jeg kæmper stadig med min overspisning (nok det mest grænseoverskridende indlæg jeg nogensinde har skrevet), det er ikke i så stor stil som før, men jeg har stadig lysten og har stadig svært ved at bearbejde mine følelser uden at indtage en liter is og en plade chokolade i mens. Men så længe gangene og mængderne bliver begrænset, så er det en sejr og et skridt i den rigtige retning.

Derudover kæmper jeg for tiden med motivationen. Jeg har den simpelthen ikke. For et år siden flygtede jeg fra en tyk og usund krop, nu skal jeg pludselig arbejde hen i mod noget. Det er ikke nemt, det er faktisk rigtig svært. Jeg glæder mig dog over, at lige meget hvor meget motivation jeg mangler - så holder jeg fast. Jeg træner ca. 3 gange om ugen, jeg spiser primært sundt og jeg sørger for at bevare mine gode vaner. Det er fremskridt og noget jeg tager som et tegn på at jeg er på rette vej.

Nå for at det hele ikke skal blive så negativt, så får I lige nogle billeder. Ca 1 år og 17 kg i mellem dem.

Hvem er jeg?

De af jer, som ligesom mig har gennemgået et relativt stort vægttab, kan nok følge mig langt hen af vejen når jeg siger "Hvem er jeg?".

Jeg har været overvægtig det meste af mit voksne liv. Jeg har brugt det meste af min tid på at tænke på vægttab. Enten i form af, at jeg har været på en eller anden kur eller jeg har tænkt "Du burde virkelig også bare tage dig sammen". Det er i hvertfald tanker jeg har haft de sidste 7 år og det er altså ret lang tid. Derudover har jeg altid følt mig noget større end jeg egentlig var, så i princippet har over halvdellen af mit liv handlet om mad og tanker omkring min vægt.

Det er altså virkelig lang tid.

På det seneste er jeg så begyndt at tænke mere og mere over hvem jeg. Jeg kan mærke, at det måske ikke er nær så skræmmende at skulle lære den her Kathrine at kende, som det var med hende der var 17-23 kg tungere. Hende kendte jeg dog ret godt, vi har jo levet sammen i mange år. Men det er noget andet med den her Kathrine. Jeg kender hende ikke, men jeg vil gerne. 

Jeg vil gerne se hvad hun kan byde på og ikke mindst hvad livet kan byde hende. Okay mig. Jeg har ændret mig rigtig meget det sidste halve år. Jeg er blevet mere åben overfor fremmed mennesker, jeg er begyndt at tage flere chancer og jeg har sågar overvejet (kun overvejet) at invitere ham den søde ud. Men så modig er jeg altså ikke blevet endnu. Jeg kan dog mærke, at jeg ikke synes livet er helt så skræmmende længere og jeg måske ikke behøver være hende den tykke taskekrog (I ved veninden der holder taskerne når I går i byen) længere.

Jeg kan mærke, at jeg har behov for at stoppe op og lære den her Kathrine at kende. Jeg er bange for, at hvis jeg ikke stopper op og trækker vejret, så bliver det hele for overvældende. Bange for, at jeg så ikke kan følge med. Jeg har allerede nu meget svært ved at forstå det faktisk er mig jeg ser i spejlet, på diverse billeder og andre steder. 

Noget af det jeg frygter allermest er et meget stort tilbagefald hvor træningen endnu engang forsvinder ud af mit liv, og hvor maden igen tager magten. Ikke fordi jeg har planer om at lade det ske, men jeg ved også, at det kan være en af konsekvenserne ved ikke at fokusere på hvem jeg er og ikke mindst stoppe op.

Jeg har derfor truffet den beslutning, at jeg det næste stykke tid ikke vil have fokus på vægttab. Jeg vil have fokus på at komme til at kende mig selv, holde vægten og blive endnu mere sund. Jeg tror det her tidspunkt er rigtig godt til at holde pause. Jeg står overfor snart at kunne se et 6 tal på vægten, at kunne runde 20 kg og ikke mindst få et BMI under 25. 

Jeg vil hellere holde pause inden jeg ser det fine 6 tal. Hvis jeg ser 6 tallet og derefter holder pausen, er der en mulighed for at jeg vil komme til at se 7 tallet igen. Det gider jeg virkelig ikke. Så nu holder jeg pause i et stykke tid og så tager jeg det sidste ryk. Jeg skal nok komme af med den sidste ca. 10 kg., det skal bare ikke være lige nu.

Det kommer ikke til at have den store betydning for bloggen. Jeg skal jo stadig spise sundt, træne og ikke mindst holde vægten. Så bliv endelig hængende. Når vi nu er ved bloggen, så er der kommet lidt nye læsere på det sidste, så sidder der nogle derude som synes de mangler blogindlæg om diverse ting - så skriv gerne en kommentar eller en mail til sgkathrine@gmail.com

En ny Kathrine

Selvom jeg efterhånden har tabt mig en del og mistet en del centimetere, så har jeg faktisk haft lidt svært ved at se det. Jeg kan fornemme min krop er blevet mindre, men når jeg har kigget mig i spejlet har jeg stadig set en person der vejede for meget og som ikke ligefrem lignede en der havde tabt sig.

Det har faktisk været rigtig frustrerende. Derudover er der heller ikke rigtig nogen mennesker som har sagt noget om at jeg har tabt mig. Altså ikke at folk absolut skal kommentere på det, men nogengange ville det være rart. Jeg ved også godt, at rigtig mange holder mund fordi de er bange for at sige noget forkert til folk, og jeg siger jo heller ikke selv noget før jeg er helt sikker.

Jeg besluttede derfor det var på tide med en forandring. Ikke for at andre skal kunne se jeg har tabt mig, men for at jeg selv skal kunne se det og ikke mindst føle jeg har tabt mig. Så derfor besluttede jeg en tur til frisøren var vejen frem. Jeg var så venlig at sige til frisøren "Jeg har tre krav. Jeg vil ikke være skal skaldet. Jeg vil ikke have hanekam. Jeg vil have noget nyt og anderledes" og så fik hun ellers lov til at bestemme. 

Heldigvis var frisøren rigtig god og fik straks en ide som ville være pæn til mig. Og derfor gik jeg væk fra frisøren med noget mindre hår på hovedet, men også en følelse af at det havde lettet og jeg nu faktisk følte mit hår passede mere til den person jeg er nu. Ikke at jeg ligefrem har forandret mig meget, men mere det at jeg har haft det samme udseende de sidste rigtig mange år, og når jeg føler mig så anderledes så trængte jeg til det.

Da jeg var færdig ved frisøren fik jeg så en sms om at mine nye briller var færdige. Det var min "Juhu du har tabt dig 15 kg" gave til mig selv. Så mandag eftermiddag følte jeg mig virkelig som en helt ny person

Og ved I hvad. Jeg gik fra at jeg mandag morgen tænkte "Ih Kathrine du er godt nok ret tyk" til at jeg mandag eftermiddag tænkte "Hmmm Kathrine, du er jo faktisk blevet ret slank". Så det er imponerende hvad en klipning og nye briller kan betyde for ens eget spejlbillede.

At jeg så også ser lidt ældre ud, må jeg jo leve med. Men mon ikke stadig jeg kan få lov at vise ID når jeg går i byen. Jeg håber....

Godt nytår

Saltmandler

Omeletter med avocado, mango og krabbe

Krondyr med sukker/balsamico stegte blommer, bønner med bacon,

 jordskokker og portvin/chokolade sovs

Citronfromage med flødeskum og frysetørrede hindbær

Gateau Marcel med flamberet appelsin, chokolade 

og frysetørrede hindbær

Bare fordi man holder Solo Nytår, så kan man altså godt gøre noget ud af maden. Jeg håber I også fik lige den aften I havde drømt om.

Fifty days

Uden sukker er nu gennemført.

Faktisk blev de gennemført da jeg gik i seng mandag aften, så pt. er jeg på dag 53 uden sukker. Det er ikke ligefrem planlagt at jeg vil forsætte, men jeg synes heller ikke jeg bare vil spise for at spise. Men på lørdag skal jeg hygge med 75 gram lakrids med chokolade. Og jeg glæder mig. Og på søndag skal jeg spise æbleskiver sammen med min bogklub - det bliver godt. Og så skal jeg jo også smage juleslikken juleaften.

Jeg er ikke så naiv at jeg tror jeg kan leve helt uden søde sager, chips og junk. Men jeg har nu klaret det i en lang periode og det er jeg ret stolt af. For jeg startede jo med 25 dage, så spiste jeg sukker på min fødselsdag og er nu har jeg så klaret 53 dage. Så jeg kan godt.

Det jeg nok mest har indset er hvor meget slik jeg har spist uden rigtig at tænke over det. Især på jobbet, hvor der har været slik, kage og morgenbrød et par gange om ugen. Der ville jeg jo have smagt det hele, og så måske have "glemt" det når jeg handlede om aftenen. Pinligt, men det er sandt. Det er jeg nu blevet noget mere opmærksom på og så er jeg klar over hvor jeg skal være opmærksom i fremtiden.

Nu gruer jeg bare lidt for julen. Jeg kan virkelig godt lide juleslik....

Når jeg ser på mit før og efter billede kan jeg godt blive lidt overrasket. Når jeg ser mig selv i spejlet kan jeg ikke se de store ændringer, men på billederne kan jeg godt se det. Min hud er blevet pænere og min dobbelthage er næsten væk og kinderne er ikke nær så runde længere. Hvem ved, måske jeg ender med at se lidt ældre ud...det kan dog godt irritere mig at jeg selvfølgelig har fået en bums. Den eneste bums i den periode og så lige på den sidste dag. Er det ikke bare typisk.

I just love food

Ja, det gør jeg altså. Jeg tror noget af det jeg tænker mest på i hverdagen er "Hvad skal jeg spise næste gang" og "Hvornår skal jeg spise næste gang"! Jeg elsker at planlægge måltider. Jeg kan bruge evigheder på at beslutte hvad jeg skal spise og om det nu også vil smage godt. 

Det er nok også en af grundene til at jeg er tyk. Jeg har svært ved at forrestille mig sociale arrangementer uden at det indebære mad. Jeg har svært ved at se hvordan jeg skal komme igennem en aften uden lidt ekstra mad. Jeg kunne blive ved. Men igennem de sidste par år er det noget jeg har arbejdet ekstra meget med, og jeg er ved at lære at sammensætte nogle lækre og sunde måltider. For problemet er nok lidt, at det ikke ligefrem er en kedelig salat jeg gider spise. Men efter jeg har lært at fedt er okay, så kan selv en salat blive spændende. Og faktisk holde mig mæt.

Stivelsesindholdsrige produkter er efterhånden en sjælden gæst i mit køkken. Pasta, ris, kartofler osv. bliver ikke spist. Måske en gang om måneden, men så er det også højt sat. Vi købte tre poser pasta da vi flyttede til Vesterbro august 2011 og de 2 af poserne flyttede med til Nørrebro i juni 2012. Det var faktisk kun i vores pakistanske periode at der blev spist ris. Jeg kunne ikke engang koge ris da vi begyndte på den periode. Men det har jeg da lært nu. 

Lige pt. sidder jeg og overvejer hvad jeg skal have til frokost....og det er i mens jeg spiser min post spinning snack.

Sukkerchock

I går fejrede jeg dag 25 uden sukker. Det har overraskende nok været nemt at takke nej til diverse kager, slik og andre godter. Men i dag gik jeg all ind og spiste lidt af alle de her lækre kager. Kager jeg selv har bagt udelukkende for at fejre jeg blev et år ældre (bare rolig mine veninder hjalp og i morgen får mine kollegaer resten).

I morgen bliver også dagen hvor jeg starter på en ny omgang IngenSukker. Den her gang skal det holde til den 1 december, det er kun 47 dage. Så hep lige på mig. 

Hvad er der egentlig sket siden sidst?

Altså udover blogger har fået nyt design og min blog pludselig ikke er helt som jeg synes den skal være? Men blev alligevel lidt glad da jeg kunne vælge den skulle være orange. Jeg er ikke helt kommet ud af min orangeperiode, en periode der startede den 1 august 2011. Nemlig dagen hvor jeg forlod de orange rammer på kollegiegangen. Savner egentlig ikke at have orange døre og klædeskab. Tilgengæld savner jeg at have et klædeskab. 

Klædeskabet burde der dog snart komme en løsning på, nemlig i næste weekend. Så er det mere om hvornår jeg finder et kompromis for min blog jeg kan være tilfreds med. Jeg håber det er snart. 

Nå det skulle ikke handle om klædeskabe. Det skulle handle om hvad der er sket i mit liv, måske fornemmere i det? Der er ikke sket videre meget. Jeg har stadig et job, er kommet i gang med mit speciale, har ikke været i byen siden april. Er det sidste egentlig sådan en information man skal holde for sig selv? Det er det nok. Så bare glem det.

Jeg læser stadig bøger, ikke så mange som før. Laver stadig meget mad, har dog droppet vores madudfordring. En tur til Polen i sol og varme var ikke lige sagen, vi snakker pølser og kål. Uff. Og kødboller i citronsauce. Meget mystisk, og ikke en succes der skal gentages. Nå men efter det mistede vi lidt motivation. 

Og nå ja. Så er jeg flyttet. Jeg har forladt mit højt elsket Vesterbro. Ja, men kan godt elske noget efter kun 10 måneder. Så nu bor jeg i 2200. Altså Nørrebro. Stedet jeg altid har sagt jeg ikke skal bo, og jeg var heller ikke helt glad over det blev her. Men nu har jeg lært at leve med det, og det har mange fordele at bo på Nørrebro. Så jeg klager ikke, og det er faktisk sjældent jeg savner Vesterbro. 

Jeg har efterhånden haft adresse på Nørrebro i 4 måneder. Ret længe, men jeg er stadig ikke færdig med at indrette. Der mangler meget, alle de små ting. Men vi har fået hængt lamper op. Det er da fremskridt. 

Nå ellers er der vist ikke sket så meget. Er der sket noget i blogland jeg bør vide? Jeg kunne godt bruge lidt inspiration til nye dejlige blogge, så del gerne et link eller to. Det må også gerne være gamle blogge, jeg mangler bare inspiration.