A lot can happen in one year

- Man kan bla. tabe ca. 17 kg.

- Blive sådan en der træner hver eneste uge

- Sådan en der faktisk spiser sundt 90% af tiden (meget når det før var omvendt)

- En der begynder at tage chancer og prøver at få sine drømme gennemført.

Der kan bare ske rigtig meget. Også ting som jeg nok ikke selv bemærker, men som andre bemærker. Noget med at jeg smiler mere, at jeg har mere overskud og jeg generelt bare er blevet glad. Det tænker jeg ikke så meget over, men det er jo rart når veninderne kommentere på det.

I dag er det præcist et år siden jeg sagde "Det er nu eller aldrig" og ligeså stille og roligt fik flere og flere LCHF principper tilføjet til min kost. Først klarede jeg det meste af efteråret uden sukker , noget jeg virkelig godt gad gentage. Jeg forsøger, men det er ikke så nemt længere. Jeg har egentlig nok rygraden - i hvertfald for det meste. Men altså i takt med at jeg har tabt mig og er kommet mere ud af det skjold jeg har bygget rundt om mig, så vokser mit socialebehov altså også. Desværre er det sociale ikke altid lige nemt at kombinere med ingen sukker og LCHF principper. Men jeg forsøger.

Jeg har lært, at det ikke behøver at være død at pine at træne. Det kan faktisk godt være sjovt. Man skal bare finde de hold der er sjove og hvor instruktøren motivere en til at komme uge efter uge. Så skidt med, at andre mener man bør træne anderledes, jeg er vild med spinning og så en smule styrketræning. Jeg gad godt blive sådan en der går til CrossFit, for det var faktisk rigtig rigtig fedt, men min krop havde konstant skader, så det venter jeg nok lidt med at gentage. Selvom jeg overvejer at sige mit abonnement  i FW op og blive sådan en der træner hos CrossFit Copenhagen. Men igen jeg holder for meget af spinning til at gøre det.

Jeg har indset at det at spise sundt ikke er så svært igen, jeg skal dog stadig gerne planlægge mine måltider ellers falder jeg nemt i med de gamle vaner. Det er faktisk nok det jeg kæmper mest med, at blive ved med at spise sundt og nærende uden at føle afsavn. Det er latterligt, jeg ved godt at min krop ikke har det godt med at jeg spiser brød og kage, men åh hvor jeg savner at spise brød. Det tror jeg aldrig jeg kommer til at kunne undvære helt. Tilgengæld har jeg absolut ingen problemer med ris og pasta - tvært i mod. 

At jeg har rykket mig mentalt bliver også understreget da jeg tog mod til at ansøge Team Rynkeby om at komme med på deres 2014 tur. Jeg er stadig skuffet over, at jeg ikke kom videre end til deres udvælgelsessamtale. Men jeg husker også på, at det er sejt jeg kom videre ud af de 2400 ansøgere og at jeg har rykket mig mentalt. Derudover står jeg altså på en venteliste, så teoretisk er der stadig en lille bitte mulighed for at jeg skal til Paris....men jeg tror ikke på det. Sandsynligheden for at der er nogen på Team Vordingborg der dropper deres drøm er nok ikke så stor - men jeg skal da ikke afskrive det, så jeg skal da holde fast i min træning.

Det hele lyder ret positivt, men det er det altså ikke. Jeg kæmper stadig med min overspisning (nok det mest grænseoverskridende indlæg jeg nogensinde har skrevet), det er ikke i så stor stil som før, men jeg har stadig lysten og har stadig svært ved at bearbejde mine følelser uden at indtage en liter is og en plade chokolade i mens. Men så længe gangene og mængderne bliver begrænset, så er det en sejr og et skridt i den rigtige retning.

Derudover kæmper jeg for tiden med motivationen. Jeg har den simpelthen ikke. For et år siden flygtede jeg fra en tyk og usund krop, nu skal jeg pludselig arbejde hen i mod noget. Det er ikke nemt, det er faktisk rigtig svært. Jeg glæder mig dog over, at lige meget hvor meget motivation jeg mangler - så holder jeg fast. Jeg træner ca. 3 gange om ugen, jeg spiser primært sundt og jeg sørger for at bevare mine gode vaner. Det er fremskridt og noget jeg tager som et tegn på at jeg er på rette vej.

Nå for at det hele ikke skal blive så negativt, så får I lige nogle billeder. Ca 1 år og 17 kg i mellem dem.