tirsdag den 16. april 2013

Fitness World rundt


Fitness World har pt. en BikeFit konkurrence kørende og selvfølgelig er jeg klar. Jeg har endnu ikke kørt mine første kilometre, men i morgen tager jeg hul på udfordringen. Konkurrencen løber over 8 uger og jeg tvivler på, at jeg faktisk kommer til Århus - men jeg satser på Aalborg. Det er nemlig mine faste timer + et par ekstra. Det burde jeg kunne klare....

Er der andre som er tilmeldt? 

mandag den 15. april 2013

Min træning #15




Mandag: Flow yoga
Tirsdag: BodyFit
Onsdag: 2*BikeFit
Tors-søndag: Træningspause men med masser af ture i naturen

Jeps, jeg har hold træningspause (og blogpause). Jeg har nemlig været på familiebesøg i Vendsyssel. Normalt ville jeg (okay, jeg har da gjort det de sidste par gange) tage træningstøj med og give den gas i FW Hjørring. Men altså det gad jeg ikke den her gang. Min krop trængte til en pause, både mit håndled og hofte har skabt sig mere end rigeligt på det seneste. Så nu fik de en pause. 

Det gode er, at jeg har savnet at træne. Savnet det rigtig meget. Så jeg glæder mig til min nye uge starter i morgen. Ikke bare på motionsfronten, men også på madfronten. Men når jeg kun ser mine forældre hver 8-10 uge, så gider jeg altså ikke være fuldstændig fanatisk når jeg besøger dem. Så jeg har både spist popcorn, is, kage, pandekager og chokolade. Tilgengæld har jeg lavet min arm udfordring hver eneste dag og gået lange ture med hunden. Så helt lad har jeg ikke været.

tirsdag den 9. april 2013

Planken


Jeg mindes hvor meget jeg hadede planken. Hvor hårdt det var og ikke mindst hvor umuligt det føltes. Jeg havde noget nær den slappeste core da jeg startede med at træne, så planken var virkelig skrækkeligt at komme igennem. 

Men ikke længere. Nu er jeg blevet rigtig glad for den. Det er bare den bedste helkrops øvelse. Derudover er jeg vild med at den kan varieres så meget som den kan, på den måde bliver den bare aldrig kedelig. Jeg er laver mest til den alm. planke (som vist ovenover) eller side planken. Er jeg i fitnesscentret, tager jeg gerne noget vægt på ved sideplanken. Det giver lige det ekstra.

Jeg har kæmpet en hel del med teknikken. Eller jeg troede egentlig jeg havde den, men det fortalte min CrossTraining instruktør mig så, jeg ikke havde. Jeg synes egentlig det er lidt irriterende, at diverse instruktører i Fitness centret ikke er bedre til at rette på en. Jeg vil da meget hellere have at vide, at jeg holder armene forkert (som jeg gjorde, de skulle længere ind mod brystet) end at jeg vil lave øvelsen forkert. 

Jeg har efterhånden fået en okay fin core, den kan selvfølgelig blive meget bedre - og det skal den også. Men jeg kan mærke stor forskel. Den ultimative core prøve fik jeg dog til CrossTraining en dag, hvor vi skulle lave planke i 3 min.. Ikke nok med at det var skrækkeligt, så fik vi straf Burpees pr strittende numse og pr. knæ der rørte jorden. Jeg tror aldrig jeg har hørt så stort et kollektivt "Åhhh", som da hele holdet efter tre minutter smed sig ned på maven. Det var et helved at stå der i tre minutter, men jeg klarede den faktisk. 

Når jeg står herhjemme er jeg ikke nær så god til at presse mig selv, så når det begynder at gøre ondt er jeg slem til at give op. Men på diverse hold holder jeg ud, så hvis jeg også bare lige begynder på det herhjemme, så skal det nok blive godt.

mandag den 8. april 2013

Hvem er jeg?


De af jer, som ligesom mig har gennemgået et relativt stort vægttab, kan nok følge mig langt hen af vejen når jeg siger "Hvem er jeg?".

Jeg har været overvægtig det meste af mit voksne liv. Jeg har brugt det meste af min tid på at tænke på vægttab. Enten i form af, at jeg har været på en eller anden kur eller jeg har tænkt "Du burde virkelig også bare tage dig sammen". Det er i hvertfald tanker jeg har haft de sidste 7 år og det er altså ret lang tid. Derudover har jeg altid følt mig noget større end jeg egentlig var, så i princippet har over halvdellen af mit liv handlet om mad og tanker omkring min vægt.

Det er altså virkelig lang tid.

På det seneste er jeg så begyndt at tænke mere og mere over hvem jeg. Jeg kan mærke, at det måske ikke er nær så skræmmende at skulle lære den her Kathrine at kende, som det var med hende der var 17-23 kg tungere. Hende kendte jeg dog ret godt, vi har jo levet sammen i mange år. Men det er noget andet med den her Kathrine. Jeg kender hende ikke, men jeg vil gerne. 

Jeg vil gerne se hvad hun kan byde på og ikke mindst hvad livet kan byde hende. Okay mig. Jeg har ændret mig rigtig meget det sidste halve år. Jeg er blevet mere åben overfor fremmed mennesker, jeg er begyndt at tage flere chancer og jeg har sågar overvejet (kun overvejet) at invitere ham den søde ud. Men så modig er jeg altså ikke blevet endnu. Jeg kan dog mærke, at jeg ikke synes livet er helt så skræmmende længere og jeg måske ikke behøver være hende den tykke taskekrog (I ved veninden der holder taskerne når I går i byen) længere.

Jeg kan mærke, at jeg har behov for at stoppe op og lære den her Kathrine at kende. Jeg er bange for, at hvis jeg ikke stopper op og trækker vejret, så bliver det hele for overvældende. Bange for, at jeg så ikke kan følge med. Jeg har allerede nu meget svært ved at forstå det faktisk er mig jeg ser i spejlet, på diverse billeder og andre steder. 

Noget af det jeg frygter allermest er et meget stort tilbagefald hvor træningen endnu engang forsvinder ud af mit liv, og hvor maden igen tager magten. Ikke fordi jeg har planer om at lade det ske, men jeg ved også, at det kan være en af konsekvenserne ved ikke at fokusere på hvem jeg er og ikke mindst stoppe op.

Jeg har derfor truffet den beslutning, at jeg det næste stykke tid ikke vil have fokus på vægttab. Jeg vil have fokus på at komme til at kende mig selv, holde vægten og blive endnu mere sund. Jeg tror det her tidspunkt er rigtig godt til at holde pause. Jeg står overfor snart at kunne se et 6 tal på vægten, at kunne runde 20 kg og ikke mindst få et BMI under 25. 

Jeg vil hellere holde pause inden jeg ser det fine 6 tal. Hvis jeg ser 6 tallet og derefter holder pausen, er der en mulighed for at jeg vil komme til at se 7 tallet igen. Det gider jeg virkelig ikke. Så nu holder jeg pause i et stykke tid og så tager jeg det sidste ryk. Jeg skal nok komme af med den sidste ca. 10 kg., det skal bare ikke være lige nu.

Det kommer ikke til at have den store betydning for bloggen. Jeg skal jo stadig spise sundt, træne og ikke mindst holde vægten. Så bliv endelig hængende. Når vi nu er ved bloggen, så er der kommet lidt nye læsere på det sidste, så sidder der nogle derude som synes de mangler blogindlæg om diverse ting - så skriv gerne en kommentar eller en mail til sgkathrine@gmail.com

søndag den 7. april 2013

Min træning #14


Mandag: 1,5 time BikeFit event
Onsdag: 2*BikeFit
Torsdag: Flow yoga + lidt styrke i armene
Fredag: CrossTraining
Søndag: 2*BikeFit

Nøj det er længe siden jeg sidst har kørt så meget BikeFit, men det har været skønt. Altså pånær når jeg tænker tilbage på mandagens event, helt ærligt, den instruktør var simpelthen for ringe og uinspirerende at køre ved. Hader virkelig når det er sådan. Men resten var samme niveau som altid, knald hårdt og sved dryppende. Jeps, jeg er ikke længere en af dem der ikke sveder, jeg har lavet min første lille sø i dag. 

Flow yoga er stadig ikke en favorit, men nøj min krop har godt af det. Jeg kan allerede mærke jeg kan komme længere ud i øvelserne og min krop kan klare meget mere. Så det er så dejligt og meget meget motiverende. Og når først jeg stopper med at få kvalme af timen, så tænker jeg at det nok skal blive sjovt. Det er i hvertfald ret god core træning og hvem kan ikke bruge det.

Min CrossTraining var desværre en dårlig oplevelse. Som jeg nævnte i sidste uge, fik jeg ondt i håndledet under en burpee. Jeg kunne mærke de smerter så snart jeg lavede min første burpee i fredags, så selvom jeg ikke er videre fan af det - så holder jeg altså en pause fra det. Jeg har tilgengæld planer om noget bodyfit i den her uge. Jeg skal jo have noget styrke på programmet.

Derudover har jeg også gang i alle mine udfordringer. Både Blogilates og armene. Jeg må dog indrømme, at den blogilates challenge altså tager for meget af min tid, så den bliver nedprioriteret. Jeg har dog store planer om at komme alle videoerne igennem, men det bliver nok ikke i april. Tilgengæld går det super godt med min arm challenge - jeg tror jeg ender med at få nogle noget stærkere triceps af alle de dips. 

fredag den 5. april 2013

Fredags burger #2


En af mine CrossTraining instruktører sagde en dag, at det bedste vi kunne spise efter sådan en omgang træning var en burger. Så i dag gjorde jeg det. Man skal jo gøre hvad instruktøren siger.

Jeg lavede de sædvanlige burgerboller, min roomie og jeg er ret enige om at de ikke fåes bedre. De er bløde, de smager ikke så gennemtrængende og de er gode til alle slags burgere + at de faktisk mætter. Så jeg har svært ved at forestille mig jeg en dag vil bage andre.  

I burgeren kom jeg i dag langtidsstegt hoisin svinemørbrad. Så jeg er altså ikke helt clean eating i dag, da sukker er en stor del af hoisin sovs. Men nu har opskriften længe været på min to do liste og i dag skulle det altså afprøves.

Det er ret simpelt. 1 dl. hoisin sovs blandes med 1 spsk. ingefær og tre fed hvidløg og det hældes så over en afpudset svinemørbrad. Hele herligheden kommes så i en stegeso og ind i ovnen på 100 grader i 6-7 timer. Når kødet er færdigt rives det fra hinanden og hoisin sovsen (det der er tilbage i stegesoen) hældes over.

Det er første gang jeg langtidssteger, men bestemt ikke sidste. Det er nemt og resultatet er lækkert. Jeg er allerede igang med at overveje hvad det næste projekt skal være - vil jo gerne smage en helt klassisk pulled pork. 

Jeg valgte også at servere burgeren med en klassisk coleslaw efter brd. prices opskrift. Faktisk er dte også første gang jeg bruger en af deres opskrifter. Jeg lavede dog lidt om på herligheden, da jeg i stedet for blegselleri brugte radiser og jeg brugte skyr i stedet for yoghurt. 

Nu er jeg meget meget mæt - og glæder mig til resterne i morgen. En skam jeg ikke bagte flere burgerboller...

torsdag den 4. april 2013

Træning kan godt være sjovt

Jeg har efterhånden haft mit Fitness World medlemskab i lidt over 5 år, men jeg er en af dem de primært har tjent penge på, for jeg har ikke rigtig brugt det. Altså lige indtil for 6 måneder siden.

Da jeg tog til min første Bike time i ca. 6 måneder var jeg ret nervøs. Jeg vidste min form var virkelig dårlig, jeg vidste jeg var fed, jeg vidste at det ville blive en skrækkelig time. Men jeg var nødt til at tage afsted, det var min straf for at have spist for meget chokolade og nu skulle jeg jo tage mig sammen.

Jeg kan huske jeg sad i en af vandpause og var tæt på at dø, men kiggede alligevel lidt rundt. Jeg var ret chokeret over at så mange tynde mennesker egentlig træner. Hvorfor dog det? De har jo ikke behov for det?

Lige der gik det op for mig, at jeg jo træner på det forkerte grundlag. 

Jeg har set træning som en straf. Noget jeg skulle overleve hvis jeg ville være tynd. Noget der skulle være ulideligt og hvor det er normalt at kigge på uret for at se hvornår den skide time er overstået. 

Jeg er gentagende gange startet op i FW og haft den plan, at jeg skulle træne fem gange om ugen. At jeg skulle tage dobbelttimer, for ellers så havde jeg ikke ydet nok. Det er ikke så mærkeligt jeg mange gange har knækket halsen på den træning, og herefter er kravlet hjem og spist chokolade med undskyldningen "Det er jo så synd for mig".

Jeg besluttede derfor at jeg udelukkende skulle træne det jeg havde lyst til og når jeg havde lyst. Det har hjulpet rigtig meget og jeg har ændret ret meget indstilling til det at træne. Nu træner jeg fordi det er sjovt og jeg glæder mig faktisk til at komme afsted. Jeg kan sågar tage mig selv i at smile på vej i centret, fordi jeg ved det bliver en fest. 

Det er ikke noget der er kommet fra den ene dag til den anden. Det har været en ret lang og frustrerende tur. Jeg har sågar også holdt to ugers pause fordi jeg simpelthen ikke gad, forskellen fra tidligere var, at jeg den her gang kom tilbage fordi jeg faktisk savnede træningen, ikke fordi jeg absolut skulle. 

Jeg kan stadig have tilbagefald. Jeg havde faktisk et i januar. Pludselig trænede alle omkring mig, meget mere end mig. De var afsted hele tiden, så det burde jeg også. Pludselig begyndte jeg igen at tage dobbelt timer og fokusere mere på hvor mange timer jeg trænede end at fokusere på hvad jeg fik ud af min træning.

Heldigvis har jeg nogle trænigsfreaks i min omgangskreds, også nogle af dem som synes hård træning er bedre end meget træning. Så jeg lyttede endnu engang til dem og indså, at det er så meget mere rigtigt at give mig selv 110% til en time end at fokusere på, at jeg også lige skal have overskud til den næste time. Jeg har mange gange set det som et nederlag, hvis jeg ikke kan klare to timer i træk. Nu ser jeg det lidt mere som en sejr, at jeg ikke kan klare mere når jeg forlader salen. Så ved jeg med mig selv, at jeg har givet mig selv 110 %.

Det eneste tidspunkt jeg ikke helt overholder min egen taktik er faktisk til BikeFit. Jeg kan ikke nøjes med en enkelt time, men skal simpelthen have to timer i træk. Det er lidt dumt, men jeg føler faktisk at jeg giver fuld gas i begge timer....

onsdag den 3. april 2013

Arm udfordring

Jeg har alle dage været ked af mine oldemorsarme - jeps, det er ikke engang mormor arme. Eller de er nok ved at være på mormor stadiet. Nå men jeg kan vræle over mine arme eller jeg kan tage mig sammen og træne de arme. 

Det er så simpelt

"Train insane or stay the same"

Jeg ved godt hvad jeg vælger. Ingen tvivl om det. Jeg har dog haft noget svært ved at få taget mig sammen til det arm træning. Jeg får selvfølgelig min del til CrossTraining og Yoga, men hvergang bliver jeg også frustreret over hvor slappe triceps jeg har. Mine biceps er efterhånden ved at være okay stærke - jeg kan da mærke dem. 

Nå men i mandags kom Fit4livin så med sin april challenge: Armene 


Så selvom jeg allerede havde takket ja, til min blogilates challenge - så var jeg nødt til at hoppe med på den her udfordring. Jeg er ikke vild med dips, men lifting plank kan jeg faktisk godt lide. Er dog noget spændt på hvordan det bliver at skulle lave 50 af dem. Men mon ikke jeg kan mærke fremskridt, når jeg har været igang hver eneste dag. Det er nok mere de 50 dips der kommer til at slå mig ud, bare de fem jeg har gennemført i dag var hårde. Men mine triceps bliver nok glade for det i længden.

Så pt. er der gang i hjemmetræningen i min lille stue. Den her challenge tager ikke så langtid, så den kan virkelig anbefales. Det er lidt noget andet med blogilates, hun tager tid. Men med de her to udfordringer sammen, så er jeg ret sikker på at jeg nok skal ha stærkere arme når vi rammer maj. Det bliver skønt. Jeg har faktisk taget billeder, så når vi kommer ind i maj viser jeg mormor armene frem - så er det bare spændende om jeg kan se en forskel.

tirsdag den 2. april 2013

Blogilates #2


I sidste uge nævnte jeg første gang Blogilates, som jeg altså finder ret genial. Hendes træningsvideoer er så hårde at komme igennem, så skidt med at hun snakker lidt for meget. I går så jeg så på instagram at hun har lavet en April challenge. #Blogilates127.

Den går simpelthen ud på, at man i april skal igennem alle de 127 videoer hun har oploadet på youtube. Det er en ret voldsom challenge, men jeg måtte alligevel joine. Det er jo perfekt, fordi så får jeg prøvet alle hendes videoer og jeg har en del jeg alligevel gerne vil igennem.

Det kræver bare, at man tilmelder sig hendes nyhedsbrev på hjemmesiden blogilates og så kan man hente udfordringen. Bare hvis I skulle blive fristet.

Jeg startede i går aftes og lad mig sige det mildt, mine mavemuskler er ømme i dag. Det skyldes nok at jeg var igennem bla. de her to videoer 


Det er noget af en challenge, altså det kræver en del tid hver eneste dag at komme igennem alle de videoer. Derudover er det voldsomt hårdt, men nu prøver jeg at komme igennem hver eneste dag. Hvis det ikke fungere har jeg planer om at tage dem på min hviledage, for jeg synes ikke ligefrem den her challenge skal gå ud over min sædvanlige træning.

Jeg håber dog, at det kan hjælpe min krop til at blive noget stærkere og i sidste ende gavne min CrossTraining. For Cross bliver bare noget nemmere når man er stærkere og mere fleksible, så man (okay jeg) har nemmere ved at løfte min egen krop.

mandag den 1. april 2013

1. kvartals træning


Endnu et trænings indlæg. Men nu hvor vi er gået ind i april og dermed 2. kvartal i 2013, synes jeg lige jeg ville vise jer min træningskalender. Den hænger ved mit klædeskab, så ser jeg den ligesom hver eneste dag. Hvergang jeg kommer hjem fra træning skriver jeg det lige ind. Dermed kan jeg følge med i hvor meget jeg træner, hvornår jeg træner og ikke mindst hvad jeg træner.

Jeg kan da lige fortælle, at jeg har været i centret 52 gange i år 53 faktisk fordi jeg har også været afsted i dag. I flg forsquare har jeg været der 20 uger i træk, det er virkelig meget for mig. Men FW skal også have tak for, at de har åbnet et center i Vendsyssel - ellers havde det ikke været en mulighed at træne når jeg er på familiebesøg.

Jeg er så heldig, at min arbejdsplads betaler mit fitness abonnement (altså jeg bliver beskattet af det), men det betyder at jeg hvert halve år skal besøge centret 26 gange, ellers skal jeg betale virksomheden tilbage. Jeg synes det er helt fair og de kan da bare tjekke mine tal. Eij selv når jeg ikke har trænet så meget, så har jeg fundet det helt fair og jeg er jo også kommet afsted pga. jeg ikke vil betale så mange penge tilbage. 

Holder I styr på hvor meget I træner? For ellers kan det anbefales. I hvertfald hvis man godt kan lide tal og kasser ligesom mig.