På mange måder er det her et svært indlæg at skrive, men når man vælger at at dele sine succeser og sin opture, så må jeg også kunne indrømme når det hele er irriterende og vægten ikke er ens bedste ven.
Jeg skrev glad det her indlæg om at jeg havde
rundet de -15 kg og vægten forsatte bare ned af, straks var jeg på -17 kg og alt var glæde. Eller jeg undrede mig faktisk rigtig meget over hvad der skete. Det gik hurtigt og jeg var ikke helt tryg ved det. Så en lørdag sagde vægten -17 kg. og jeg tog til 2*BikeFit og så til fest om aftenen.
Om søndagen tilbragte jeg hele dagen i min seng, alt i mens mit soveværelse drejede rundt og mit madindtag var en skive parmaskinke, lidt ost og en blodappelsin. Virkelig sundt. Mandag morgen var vægten så på -15,2 kg. 1,8 kg havde jeg taget på pga en bytur.
Jeg tror det er første gang i det her projekt hvor jeg virkelig mistede pusten. Jeg var mildest taget chokeret og ikke videre glad for mig selv. På trods af det forsatte jeg de gode vaner, jeg spiste den mad jeg skulle og trænede som jeg skulle. Alligevel ville vægten ikke ned og her to uger efter er den stadig ikke nede. Jeg er sågar "kun" på -14,8 kg nu og jeg har endda været på -12 kg, fordi der lige var et bryllup og sygdom.
Jeg må virkelig indrømme at jeg har været små deprimeret og sur på mig selv og min krop. Jeg er irriteret over at den væske (bilder mig selv ind at det ikke er fedt) ikke vil forsvinde og at min krop åbenbart ikke vil tabe sig mere. Det er kun 14 dage det har stået på og det er jo ingenting. Det er bare tanken om at jeg har vejet 2,2 kg mindre end jeg gør pt., der er virkelig hård at acceptere. Ser nok på mange måder mig selv som en fiasko og endnu en gang har jeg gang i at kunne gennemfører et vægttab.
Det er virkelig hårdt, at se sig selv som en fiasko. Jeg ved godt at jeg ikke er en fiasko, jeg har tabt mig meget og vigtigst af alt, jeg træner stadig og jeg nyder det. Jeg er vild med at komme til BikeFit og er fuldstændig skør med at løfte vægte og mærke min krop bliver stærkere.
De fleste dage har jeg pt. mere lyst til at spise en liter is end at spise kylling og salat. Jeg prøver ihærdigt at arbejde med ikke at falde tilbage til de gamle overspisningsvaner og ikke mindst indse at det heller ikke kommer til at give mig noget.
Så pt. er det hele ikke fest og løjer. Det er sved og tåre (og ja, jeg har sågar grædt til BikeFit). Men i aften har jeg tænkt mig at feste og danse, og på mandag er det så tilbage i træningscentret og lidt mere fedt indenbords.
Den vægt skal ikke knække mig endnu engang. Jeg tillader det ikke.
Jeg VIL. Jeg KAN.
